Vanetænkning burde være mere eftertragtet. For det er jo kun, når vi tænker over vores vaner, at vi kan lave dem om. I går aftes brugte jer derfor (ufrivilligt) lang tid på at vanetænkning. Jeg forklarede nemlig mine børn, at de skulle sove tidligt, fordi i dag stod på børnehave og vuggestue. Det kunne de godt forstå. Men deres kroppe kunne ikke.
Særligt den yngstes krop fik en akut trang til at kaste sig ud af sengen hver gang, jeg sagde godnat og bevægede mig de halvanden meter fra sengen hen til døren. For sjov besluttede jeg straks at tælle, hvor mange gange den lille krop skulle bæres tilbage i seng.
Efter gang nr. 12 holdt jeg op og begyndte i stedet at tænke over, hvor hurtigt vaner kan ændres – for børnene tog det jo bare et par ugers juleferie at vænne sig til at være oppe lidt længere, ligge lidt tættere og lidt mere i vores seng.
Det positive må derfor være, at de om et par uger er tilbage i hverdagens dejlige rytme (ja, jeg mener det, hverdagen skal være dejlig – den udgør jo det meste af livet!). Og at det også gælder for os andre.
Tænk derfor over dine vaner. Ikke de dårlige – tænker du over, hvad du ikke vil fortsætte med, bliver du garanteret ved med det (præcis som når du ikke må spise trøffelkugler fra Magasin før til næste jul og pludselig vil fylde kostpyramiden op med dem).
Tænk i stedet over hvilke gode vaner, du havde sidste år – og hold fast i dem, bliv endnu bedre til at dyrke dem og lad dem fylde så meget, at der automatisk ikke er plads til de mindre gode vaner, du garanteret også har.
Jeg vil prøve. Nej, jeg vil.