Jeg fik skruet først mine hvide ben, så mine ditto baller ned i dem. På stærk opfordring. Og med gardinet til prøverummet trukket for. Helt for. Jeg taler om en trus på højde (og bredde) med den, Brigit Jones bar i hudfarvet. Denne her var sort, så selvsiddende at jeg frygtede, den aldrig ville slippe igen – og så var den supereffektiv. Præcis som stylist Judi Lund Finderup sagde … derude på den anden side af gardinet.
Jeg taler om SHAPE UP. Mirakeltrussen, der forvandler muffin-formen (tak til Judi for det billede) til flad-mave-god-røv-slanke-lårbasser-formen. Eller om:
BEHANDLINGSBUKSEN
Jeg var glad for min, indtil Anne Deppe skrev på Facebook, at nyerhvervelsen i magasin’s julekatalog bliver omtalt som – ja, du læste rigtigt – en behandlingsbuks.
Ord er vidunderlige. Ord kan forandre verdener. Ord ER magiske. Men brugt kedeligt og uden forståelse for, hvad kunderne sukker efter, kan de også virke modsat. Og ødelægge (sex)liv. Og så skal man måske ligefrem i behandling for sin behandlingsbuks …
Jeg tror, det bliver et nyt fænomen på højde med “Vinterbillede” i mit univers:
“Behandlingsbuks” [brugen af utiltrækkende og kedelige ord, der brænder enhver bro til målgruppen]
Shape up, magasin, siger jeg bare.
Har du eksempler på “behandlingsbuks-fænomenet” (eller erfaring med en behandlingsbuks), så del endelig!