Kender du det, at du ikke er helt tilfreds med din idé? Liiige skal gøre den lidt bedre, før dine planer kan blive til noget? Liiige føler, at den bedste idé måske i virkeligheden er at finde på en helt ny idé?
Det gør de fleste iværksættere og selvstændige. Vi lever nemlig af vores idéer og har sjældent problemer med at få dem. Problemerne opstår, når idéerne skal blive til mere end idéer.
I den forbindelse gav Neil French – en af reklameverdenens gran old men – mig engang et godt råd, som jeg gerne vil dele med dig. (Hvis du har noget som helst, du gerne vil sælge, så tro ikke, du ikke også er en del af reklameverdenen!). Det lyder ganske enkelt: STAY IN THE ROOM!
Det betyder, at du skal holde fast i den idé, du er i gang med. Den kan helt sikkert blive bedre. Men det bliver den altså ikke af, at du finder på noget helt andet. Eller tredje. Eller kigger i køleskabet (igen).
Tving i stedet dig selv til at holde fast i grundtanken med idéen. Koncentrér dig om, hvorfor den landede hos dig. Og lad den forplante sig.
Måske giver den mere mening i en anden form, i et andet forum, i samarbejde med nogle andre. Måske skal den ikke manifesteres i ord, men i billeder. Ikke som bog, men som video-forløb …
I princippet kan du blive ved med at udvikle en idé. I princippet kan den altid blive bedre. Kunsten er at stoppe, når idéen er god. Ikke god nok. Men god.
Når først du realiserer en god idé, udvikler den sig nemlig i en helt anden og meget mere relevant retning, end den ville gøre inde i dit hoved – hvor du iøvrigt er den eneste, der har glæde af (eller bøvl med?) den.
Så hvis din næste idé (eller den, du fik i sidste uge) skal blive til noget, så STAY IN THE ROOM!
PS Enhver idé, der fødes, er som en baby – 100 % afhængig af omsorg og næring. Som alle (med børn) ved, kræver dét søvnløse nætter, hårdt arbejde og evnen til at være positiv, men det bliver lettere med tiden og giver uendeligt meget igen.