Mens stormen har travlt med at storme, sidder jeg og tænker lidt på frø. Dem udenfor og dem indeni. Lige nu flyver de nok rundt derude, lander her og der og lægger sig til rette i jorden. Det hedder en frøbank, når der er mange nok. Sådan en har mennesker også, tror jeg.
Naturens frøbank fungerer ved, at frø fra forskellige planter spredes og falder til jorden eller bliver begravet af vind, vand, dyr og mennesker. Frøene i en frøbank kan ligge der længe. Nogle frø forbliver levedygtige i årtier eller endda århundreder, mens andre kun kan overleve i kortere tid.
Frøene spirer først, når betingelserne er de rette. Måske bliver jorden vendt på hovedet eller flyttet. Måske er der en lang periode med tørke eller regn. Det kan være også et skift i temperatur eller i forholdet mellem lys og skygge, der vækker frøene fra dvalen.
Naturens frøbank er afgørende for at opretholde økosystemer og biodiversitet, da den tillader planter at regenerere og spredes over tid. Den fungerer som et reservoir af genetisk materiale, der kan bruges til at genoprette vegetationen efter forstyrrelser som brande, oversvømmelser eller andre naturkatastrofer.
Det er da en inspirerende tanke, at vi mennesker også har en indre frøbank, ikke?
Et kig på vores indre frøbank
Vores indre frøbank er fuld af frø, der ligger i dvale, men som indeholder væsentlige dele af vores væsen. En dag møder vi måske et andet menneske, en partner eller en arbejdsplads, der bidrager med noget, der ændrer vores betingelser for at leve, lede og arbejde. Og så spirer nyt – som i virkeligheden ikke er nyt, men er noget ældgammelt, vi har haft liggende i os altid, men måske helt har glemt.
Visse frø fra visse træarter har vist sig at være levedygtige efter flere årtier i en frøbank, der er endda eksempler på frø, der blev udgravet fra gamle grave eller arkæologiske steder og alligevel kunne spire. Tænk, om vi mennesker også har den slags urmateriale i os:
Fra tidligere tider, andre verdener, vores forfædre, dengang verden har styret af en anden balance end den, vi har godtaget som ‘normal’ i dag. Så meget af det, vi tror, vi skal og skal lære, handler i virkeligheden om at slippe og aflære.
Egentlig synes jeg ikke, det lyder så langt ude. Vi er trods alt selv natur. Vi må have kimen i os til en verden, der giver bedre plads til alt levende – planter, dyr, mennesker – og er fuld af den diversitet, der sikrer flere ressourcer og gensidig berigelse.