I går havde jeg møde med mine dejlige business-partnere. Dagen var booket lang tid i forvejen. Var skrevet i kalenderen. Oh yes, her arbejder vi ikke kun i, men i den grad på vores business. Alligevel foregår det så fantastisk utjekket, at vi fortjener en kindhest.
Du er velkommen til at få lidt med her, jo mindre du overhovedet ikke kan genkende de her fem fatale fejl:
- Ved interne møder kommer alle dryssende. Ved eksterne møder kommer alle til tiden (eller med flødeboller).
- Ved interne møder skal alle først snakke sig varme på agendaen. Ved eksterne møder er den klar og delt på forhånd.
- Ved interne møder taler alle herefter i munden på hinanden. Ved eksterne møder går taleturen på skift.
- Ved interne møder noterer ingen, det der bliver sagt. Ved eksterne møder bliver der taget referat.
- Ved interne møder håber alle på det bedste bagefter. Ved eksterne møder har en person ansvaret for at følge op.
Hvorfor er vi sådan? For det er vi altså mange, der er (måske bortset fra dig? så del please dine gode råd her). Sådan har det været i alle de år, jeg har arbejdet. På store bureauer. På små bureauer. Til vigtige møder. Til morgenmøder.
Tid til at hele efter kindhesten og skifte den ud med en kæphest. Næste gang bliver det bedre … måske med hjælp fra 8 Ways to Avoid Unproductive Meetings
PS Vi kunne virkelig godt være gået mere effektivt til værks, men vi endte med at have et rigtig godt møde, fik vendt en masse, som vi glæder so til at arbejde videre med og dele med – forhåbentlig – dig.