I går var jeg til Arbejdsglædekonference, arrangeret af de fabelagtige mennesker bag Projekt Arbejdsglæde. Da jeg kom hjem, spurgte min 6-årige datter, hvor jeg havde været hele dagen, og jeg forsøgte at forklare, at en konference var et sted, hvor en masse mennesker sagde en masse vigtige ting.

Hun spurte straks, hvad jeg så sagde? Jeg forklarede, at jeg var en af dem der lyttede denne gang. Men som børn er, så blev hun ved – men mor, hvis det nu var dig, der skulle have sagt noget, hvad ville du så sige, der var vigtigt?

Klokken var mange, dagen havde været lang, mit hoved var fuld af tanker, idéer og indtryk. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Ikke lige på det tidspunkt, i hvert fald. Men hvor er det et væsentlig spørgsmål at stille sig selv!

Hvad ville du sige, hvis du skulle tale om noget, der var vigtigt – for dig selv og for mange andre mennesker?

Mit svar går på, hvor uendelig vigtigt det er, at vi bygger vores arbejdsliv op omkring det, vi brænder for. Vi har alle sammen noget, vi føler os kaldet til at bidrage med, til at dele med andre, til at forandre med. Det skal vi forfølge.

Vi skal ikke finde os i at skulle passe ind i bestemte jobkasser eller titler eller stillingsbeskrivelser, der begrænser os.

Vi skal skabe en verden, hvor vi skaber vores arbejdsliv ud fra det, vi allerbedst kan bidrage med. Inden for den afgrænsende (ikke begrænsende!) ramme, som den virksomhed, vi driver eller er ansat i, danner. Vi skal bruge hinanden på den allerbedste måde, der hvor vi. Vi skal se hinanden som mennesker og turde blive set som det menneske, vi selv er.

I sin essens er det arbejdsglæde for mig.