“Jeg får simpelthen så mange idéer”. Det hører jeg ofte selvstændige sige. Problemet er bare, at idéerne kun gør dig mere forvirret og mindre målrettet, hvis de stritter i 1000 forskellige retninger. I stedet burde du gøre sådan her:
Find ud af, hvad dit overordnede budskab er. Og tilpas så alle dine idéer (eller dem der kan) efter det budskab. På den måde har de samme udgangspunkt – nemlig det, du kan give dine kunder via din viden, produkter eller ydelser. Det gør din forretning meget mere overskuelig for dig selv – og for dine kunder.
Oven i sommerhatten bliver det lettere for dig at gøre dine idéer så konkrete, at du handler på dem – og det er, som du ved, først dér, idéerne bliver noget værd. (For hvor mange af dine idéer bliver egentlig til noget?)
Det lyder slemt enkelt. Det er det ikke. Men det er sådan, du får gode idéer … i stedet for at få mange idéer. Det er sådan du får et koncept, som består af 1000 sammenhængende søster-idéer …
i stedet for at få 1000 idéer.
Det er sådan mælkebøtten gør.
Den reproducerer sig selv i form af en masse frø, der alle har sammen udgangspunkt, men som flyver vidt forskellige steder hen og vokser op som nye mælkebøtter med hver sit særpræg.
Spred dit budskab med succes.