I sommerferien læste jeg en artikel i Politiken om kokken Mette Sia Martinussen, hvor hun blandt en masse andet klogt var citeret for noget i retning af, “at du ikke kan lave en nærværende gryde, hvis du ikke kender din gæst“. Spot on. Vil du være nærværende i din “gryde”, så følg de 3 tip her:

iStock_000011924596Small

  1. Kend din gæst, din kunde, din klient, din læser eller hvad du kalder den, du tilbyder dine ydelser eller produkter til så godt, at du ved, hvad der falder i hans eller hendes smag. Husk, det handler ikke kun om, hvad du kan lide – for det giver ikke rigtig noget, hvis andre ikke tager godt imod det.
  2. Husk at der er forskel på, hvad du skal servere hvornår, hvis du vil være nærværende. Prøv engang at forestille dig dine ydelser eller produkter som en menu – hvad ville være bedst som appetizer, som forret, som hovedret og som dessert? Og har du en lokkende avec i gemmerne, som det ville være synd at snyde parate sjæle for? (Der er ikke noget bedre end en tjener, der tilbyder det, man netop havde i tankerne, vel?)
  3. Lad være med at over-krydre. Gør det, du tilbyder, enkelt og spiseligt. Tænder din “gæst” ikke på hovedingrediensen i din gryde, kan du aldrig krydre dig til succes.

Tak Mette Sia Martinussen, for at gøre en markedsførings-sandhed bredt anvendelig. Af og til forstår vi bare bedre, når det handler om … gryder.